Frikirker af mange slags

Her følger en artikel om frikirker i Danmark som jeg skrev til kritisk.dk i februar. Artiklen kommer muligvis også i det næste nummer af Den Nye Dialog.IndledningDenne artikel er et forsøg på at give noget almen information om frikirkerne i Danmark, deres historie, traditioner, opbygning, lære og praksis. Baggrunden er at de fleste danskere der kommer i kontakt med en frikirke véd meget lidt om frikirker og derfor risikerer at falde i en af to grøfter. Enten ved at være overdrevent mistænksomme og skeptiske overfor alt andet end den kirke man kender bedst, Folkekirken, eller ved at, pga. manglende kendskab til baggrunden, naivt følge enkeltpersoner, der måske slet ikke er repræsentative for frikirkerne selv.Ved siden af de her beskrevne frikirker skal man huske at der også findes et voksende antal frie menigheder og bevægelser med rødder i det lutherske. Det vil sige valgmenigheder, Evangelisk Lutherske frimenigheder, Oase bevægelsen m.m.Lidt historieSelve ordet frikirke giver kun mening i nogle få af verdens lande, nemlig den håndfuld lande hvor man stadig har, eller indtil for nylig har haft, en slags statskirke, dvs. lande som Norge, Sverige, Danmark og Tyskland. I resten af verden er det meningsløst at tale om frikirker, da alle kirker står frit i forhold til staten og derfor er frie.I Danmark opstår begrebet med indførelsen af grundloven af 1849, hvor Danmark får religionsfrihed og borgerne derfor lovligt kan organisere kirkesamfund udenfor Folkekirken. De første frikirker var Baptistmenigheder og Metodistkirken og snart kom Missionsforbundet og Frelsens Hær til. Man kan sige at disse udgør de oprindelige eller klassiske frikirker i Danmark. Til dette skal dog lægges at Reformerte Huguenotter fra Frankrig i to omgange omkring år 1700 fik kongens tilladelse til at bosætte sig og bygge kirker i henholdsvis København og Fredericia. Kort tid efter år 1900 opstår pinsevækkelsen i USA, som da den kommer til Danmark, leder til dannelsen af to frikirker; Pinsebevægelsen og Apostolsk Kirke, til dels som udbrydergrupper fra de klassiske frikirker. I store træk udgjorde disse kirker frikirkerne de næste mange år og de fire oprindelige kirker etablerede efterhånden et samarbejde overfor staten gennem Frikirkerådet. Et samarbejde som Pinsekirker og Apostolsk Kirke, ligesom enkelte af de nyere selvstændige menigheder efterhånden tilsluttede sig. Ved siden af disse kirker opstod ved mission fra USA også Adventistkirken fra omkring 1877. Dette samfund profilerede fra begyndelsen sig stærkt som den eneste sande kristne kirke med en række sekteriske træk. I nyere tid har Adventistkirken profileret sig som en frikirke på linie med de andre, om der er tale om en virkelig forandring er svært at vurdere, men udviklingen er positiv. Flere gange, begyndende i 70-erne, var der positive samtaler mellem Frikirkerådet og Adventistkirken. Udenfor rammen af det man kan kalde kristne kirker opstod der også to bevægelser der nok havde udgangspunkt i det kristne univers, men som med deres ekstra bibel (Mormons Bog) eller kontroversielle ledelse (Vagttårnsselskabet) og særlige bibeltolkning ikke kan regnes for at høre med til det kristne univers, nemlig Mormonkirken og Jehovas Vidner.Fra 1980-erne voksede en ny bølge af frikirkemenigheder frem. Disse var ikke bundet sammen i nogen fælles landsdækkende organisation, men båret af lokale initiativer og ofte karismatiske ledere. Deres udgangspunkt var og er forskellige bølger af inspiration som primært havde udgangspunkt i USA. Nogle af dem er stærkt karismatiske, nogle bygger på bestemte vækkelsesbølger og andre på en bestemt kirkefilosofi, eksempelvis husmenigheder. En gruppe af disse kirker er, eller har været, præget af den såkaldte fremgangsteologi, hvor troen betyder materiel fremgang. Denne lære accepteres ikke i de ældre frikirker og heller ikke i hovedparten af de nyere frikirker. For nogle få år siden organiserede en hel del af de nyere fritstående menigheder, sammen med pinsekirker og Apostolsk Kirke, sig i frikirkenet. Pga. frikirkenets betoning af et bestemt kirkesyn (selvstændige menigheder, ingen central ledelse) og voksendåb står Metodistkirken, Baptistkirken og Missionsforbundet udenfor dette samarbejde.Frikirkerådet besluttede ved oprettelsen af Danske Kirkers Råd, et samarbejde mellem både frikirker, Katolsk Kirke og Folkekirken, at nedlægge sig selv til fordel for dette bredere samarbejde.Den katolske kirke udgør på en måde også en frikirke i Danmark, men regnes pga. sin særlige historie ikke rigtig med til frikirkerne. Indtil reformationen var Danmark et katolsk land. Den Katolske Kirke kom tilbage til landet igen efter grundloven af 1849 og findes i dag som en mindretalskirke i mange byer.Frikirke kontra Statskirke/FolkekirkeEt grundlæggende fællestræk ved frikirker er deres afvisning af statslig indblanding i religiøse forhold. Efter reformationen i 1500-tallet var kirkerne i de berørte lande ikke længere underlagt pavens myndighed, i stedet blev det kongen, og senere staten, der i hvert land, også i Danmark, sad inde med magten i kirken. Kongen forlangte af sine undersåtter at de tilhørte sammen tro, samme kirke. Det nationale og det trosmæssige blev på den måde sammenblandet. Denne sammenblanding bestod i Danmark ved lov indtil den føromtalte grundlov af 1849, og lever på en måde videre, dels i Folkekirkens privilegerede stilling i dagens samfund, dels i at folketinget (staten) er den Lutherske Kirkes egentlige ledelse og dronningen det formelle overhoved.Frikirkerne der imod, ser på religionen som et personligt spørgsmål, noget den enkelte skal afgøre for sig selv. Mennesker må tage ansvar for deres tro og sammen skabe de kirker og organisationer som de oplever Gud leder dem til. Det Nye Testamentes forskellige udsagn og retningslinier skal, sammen med kirkens egen beslutning, være rammerne om kirkens liv og opbygning. Dybest set er det for frikirkefolk Gud selv der, ved Helligånden, leder kirken. Netop derfor virker det højest mærkværdigt for dem, at Folkekirken acceptere en ledelse (folketinget) der ikke er forpligtet til at spørge efter Guds vilje, endsige være troende selv.Samarbejdet mellem kirkerne i Danmark har haft svære kår. Bl.a. fordi Folkekirken har haft svært ved at definere hvem der kan repræsentere folkekirken overfor andre kirker og samtidig ikke har oplevet noget behov for at samarbejde. Internationalt foregår der meget i retning af tættere samarbejde mellem kirker, men det er kun i ringe grad slået igennem i Danmark. I dag sker der dog en forsigtig tilnærmelse på visse fronter, måske fordi Folkekirken er begyndt at indse sine egne problemer med svag opslutning til søndagens gudstjeneste. Ny statistik siger at 27 % (Kilde: Frikirkenet) af dem der en given søndag går i kirke, vælger en gudstjeneste udenfor Folkekirken og det på trods af at kun ca. 4 % (medregner Den Katolske Kirke) af befolkningen er medlemmer af en sådan kirke.En anden måde at anskue forskellene mellem statskirke og frikirke er at se dem som produkter af forskellige historier. Folkekirkens baggrund i enevældet og dens karakter af statsinstitution, betyder at den er optaget af at bevare en, set fra Folkekirkens side, gunstig situation. Dens fokus er at fortælle hvad Gud gør og dens succeskriterium er opretholdelse af institutionen i samfundet. Den behøver som skattefinansieret, og lovmæssigt sikret, del af det offentlige ikke bekymre sig om sin umiddelbare popularitet. Faren ved dette er naturligvis at Folkekirken fremmedgør sig fra en befolkning der har svært ved at se relevansen for deres liv i de stivnede former.Frikirkerne der imod, findes kun hvis der er mennesker som tilslutter sig fællesskabet og som følger forkyndelsen, som derfor også har sit fokus på hvad vi som mennesker skal gøre med Guds tiltale. Succeskriteriet kan derfor meget let blive hvor mange der bliver medlemmer af menighederne og hvis dette succeskriterium forfølges uden hensyn til det enkelte menneske kan det udarte i åndelige overgreb.Kirkestruktur og ledelseOrganisatorisk kan man tale om to grundlæggende filosofier indenfor synet på kirkernes opbygning. Central ledelse og selvstændig menighedsledelse. Central ledelse betyder at kirken har en ledelse der står over de enkelte menigheder. Hver lokal kirke er bundet sammen med de andre i et forpligtende samarbejde der gør det muligt at vælge en ledelse og tale med én stemme. Dette samarbejde betyder at menighederne inden for ét kirkesamfund præges med fælles traditioner og værdier og der findes et udbygget system af tilsyn med forholdene i de lokale kirker. Ledelsen kan bestå af en biskop, en gruppe af præster, en landsledelse eller kombinationer af disse. Ledelsen kan enten være valgt eller udpeget, eller lidt af begge dele. Præsterne i sådanne kirker gennemgår en formel godkendelsesproces og har, for Metodistkirken og Den Katolske Kirkes vedkommende, historisk set haft et højt uddannelsesniveau. Af de danske frikirker har Metodistkirken, Den Katolske Kirke Adventistkirken og til dels Apostolsk Kirke og Frelsens Hær forskellige former for central ledelse. Den Katolske Kirke har en udpeget biskop, Metodistkirken har en valgt biskop og landsledelse, Apostolsk Kirke, Adventistkirken og Frelsens Hær har også central ledelse.Selvstændig menighedsledelse betyder at den enkelte menighed er principielt selvstændig i alle sine forhold. Kirkesamfundene i denne tradition har ofte etableret nationale råd og bestyrelser, men de har ikke kompetence til at blande sig i lokale forhold. Pinsekirken, Missionsforbundet, Baptistkirken og alle de nyere selvstændige menigheder, har denne organisationsstruktur.De klassiske frikirker adskiller sig på en række områder fra de nyere frikirker. I relation til debatten om frikirker kontrak sekter kan det nævnes at de har mere ordnede forhold når det gælder medlemsindflydelse og åbne beslutningsprocesser og at deres præster og ledere står til ansvar for deres tjeneste overfor fællesskabet. Dette betyder ikke at der aldrig sker noget forkert i klassiske frikirker, men der er indbyggede systemer for tilsyn og ansvarlighed.Internationale og lokaleEn række af frikirkerne har, bl.a. i kraft af deres oprindelse i USA, England, Sverige eller andre lande, veludbyggede internationale netværk. Disse kan have form af uformelle kontakter med og inspiration fra ligesindede kristne i andre lande, eller bestå af organisatoriske og bindende strukturer der udgør en enhed på tværs af grænser. Metodistkirken, Adventistkirken og Den Katolske Kirke er globale kirker, hvor de danske afdelinger indgår i forpligtende forening med verdenskirker. Af disse er Den Katolske Kirke naturligvis den største med omkring 1 milliard medlemmer på verdensplan. Verdens metodistbefolkning udgør omkring 70-80 millioner, hvilket svarer nogenlunde til det verdens vide antal af lutherske kristne. Adventisterne opgiver at de er ca. 14 millioner på verdensplan.Baptistkirken på verdensplan opgives til at have ca. 36 millioner tilhængere. Pinsebevægelsen har længe været hurtigt voksende, især i den 3. verden. I dag kender ingen der præcise tal, men det kan være mellem 100 og 150 millioner medlemmer. Missionsforbundet er som kirkesamfund et rent nordisk fænomen med ca. 100.000 medlemmer. For mange af disse frikirker er det derfor en unik dansk situation at være marginaliseret og set på med mistænksomhed. Danske kirkeforhold og danskernes generelle uvane med at der er andre kirker end statskirken, er et meget lokalt fænomen.Frikirkerne har med deres forandringsparathed og ofte veludbyggede internationale netværk ofte været foregangsmænd på en række kirkelige og sociale områder. Det var frikirkerne der startede afholdsbevægelserne til bekæmpelse af alkoholmisbrug, det var frikirkerne der startede de første søndagsskoler for børn. Det var frikirkerne der gik i spidsen for socialt arbejde blandt fattige og udstødte længe før velfærdsstaten overtog ansvaret. Det var frikirkerne der bragte den moderne musik ind i kirkerummet og fornyede gudstjenesten, det har været frikirkerne der har presset på for at skabe et tværkirkeligt samarbejde mellem kirkerne og det er bl.a. frikirkerne der på forskellig vis forsøger at vække danskerne til at tage vare på den tro der har formet vores land gennem 1000 år.Liv og læreEn række forskellige spørgsmål kan siges at samle og dele frikirkerne efter forskellige linier. Spørgsmålet om dåben var i mange år et hovedspørgsmål. Baptistkirken, Apostolsk Kirke, Pinsekirken, Adventistkirken og hovedparten af de nye selvstændige menigheder praktiserer voksendåb. Metodistkirken og Den Katolske Kirke er barnedøbende. Missionsforbundet er overvejende voksendøbende, men afviser ikke barnedåb.Gudstjenesten er generelt mere livlig og mindre formel i frikirker end tilfældet er i Folkekirkens Højmesse. Der er stor åbenhed for moderne udtryksformer indenfor musik, drama og gudstjenestedeltagernes spontane bidrag. De fleste kirkefremmede oplever frikirkernes gudstjenester som mere vedkommende og afslappede end det de kender fra Folkekirken. På dette felt er variationerne mellem frikirkerne mange, men de findes ikke nødvendigvis så meget mellem forskellige kirker, som mellem individuelle menigheder. Dog vil man nok opleve at Metodistkirkens gudstjenester har flere lighedspunkter med Folkekirkens end tilfældet er med de fleste andre frikirkers og de karismatiske kirkers gudstjenester er de ”vildeste” med tungetale, folk der falder om på gulvet og korte lovsange der gentages mange gange.Den Katolske Kirke danner med hensyn til gudstjenesten helt sin egen kategori, med stor højtidelighed, lange nedskrevne bønner og ritualer og med røgelse og symboler.Bortset fra Den Katolske Kirke er alle frikirkerne protestantiske kirker, dvs. de tilslutter sig reformationens lære om menneskets frelse gennem tro på Kristus, som gennem sin lidelse, død og opstandelse afstedkom en grundlæggende ny relation mellem Gud og mennesker. Mennesket kan ikke frelse sig selv, men må sætte sin lid til Guds kærlighed og nåde. Denne grundlæggende forståelse af troens kerne er alle enig om. (I øvrigt er det i dag også den Katolske Kirkes lære). Når det gælder i hvor høj grad de forskellige kirker har en klart formuleret lære om hele den kristne tro, er der igen store forskelle mellem kirkerne. De kirker der har en stærk central opbygning, har oftest også den mest gennemarbejdede officielle lære, hvilket er nyttigt i mødet med forskellige ekstreme tendenser såsom herlighedsteologien (fremgangsteologien). De kirker der består af selvstændige menigheder, hvor teologien måske ikke er så gennemarbejdet, kan lettere løbes over ende af karismatiske personligheder.Når det kommer til den udvidede tolkning af budskabets betydning, bygger kirkerne på forskellige teologiske traditioner som der ikke kan redegøres for indenfor rammerne af denne artikel, men læseren kan bruge følgende som vejledning til fordybelse, eksempelvis på Internettet. Metodistkirken, Frelsens Hær, Pinsekirken og Apostolsk Kirke har rødder i den wesleyanske tradition - opkaldt efter englænderen John Wesley der levede i 1700-tallet. Missionsforbundet og Baptistkirken kan i en vis grad kaldes calvinske, efter den Schweiziske reformator John Calvin (1500-tallet).Nyere tendenserAf større betydning for frikirkerne end disse kirkehistoriske kilder, er deres grundholdning til kirkens centrale formål, nemlig forkyndelse af budskabet, især overfor mennesker der ikke kender Gud. Mission og evangelisation er hjerteblodet i kirkernes selvforståelse. Kirken er til for at være Guds værktøj i verden, så verden kan lære Gud at kende. Derfor vil frikirkefolk oftest være villige til at skabe nye gudstjenesteformer og arbejdsmetoder så de passer til den konkrete situation, hvis de tror det vil gavne effekten af forkyndelsen. Derfor betyder impulser fra forskellige kirkevækstmetoder og succeshistorier fra amerikanske megakirker meget i disse år. Denne stadige afprøvning af nye metoder kan ses som noget af baggrunden for de mange forskellige lokale selvstændige menigheder der er vokset frem gennem de sidste 20 år.Et relativt nyt fænomen i Danmark er at folk i frikirkerne interesserer sig mere og mere for kristen meditation og fordybelse. Med kraftig inspiration fra oldkirken, søger kristne fra næsten alle kirker stilhed, bøn og personlig åndelig vejledning på retræter og pilgrimsvandringer.Den mest markante udvikling de senere år har dog været det store antal indvandrekirker der er vokset frem. Disse kan være internationale kirker, der har stærke karismatiske træk, eller kirker der samler indvandrere fra et bestemt land eller sprogområde, eksempelvis Ghana eller Vietnam.AfslutningFrikirkerne har over 150 års historie i Danmark. De udgør mere end en fjerdedel af de gudstjenesteaktive danskere, de har givet væsentlige bidrag til kirke- og samfundslivet i Danmark og de repræsenterer bevægelser med tråde til hele verdens kirkelighed. Frikirkerne er forskellige på en række punkter og de deler mange fælles værdier og holdninger. Pga. deres ringe størrelse og fordi Folkekirken, medierne og det officielle Danmark har svært ved at forholde sig til dem, lever de en meget anonym tilværelse, undtaget når der er en skandale at skrive om.

Helliggørelse

Her kommer en artikel jeg skrev til bladet IKON for nogle år siden.(Jeg kommer nok til at finde en anden måde at offentliggøre denne og den næste artikel på. De er for lange til denne form, men det kommer senere).Et forsømt aspekt af forkyndelsen i DanmarkHelliggørelse er ikke et begreb der er i forgrunden af kirkernes forkyndelse i Danmark. Vi lever i en kultur, hvor teologien har været præget af den særlige danske variant af Luthers reformation. Forkyndelsen har været fokuseret på at forklare Guds frelse, sådan som reformationen opfatter den. Det vil sige som en tilsigelse af syndernes forladelse på grundlag af Kristi forsoningsdød, modtaget i tro. Opmærksomheden har været rettet mod Guds handlen for mennesker, mindre mod hvad Gud gjorde i mennesker. Livet i Kristus, det liv den kristne skal leve i lyset af Guds handlen gennem Kristus, har været forsømt, eller direkte ignoreret. I nogle dele af det danske kirkeliv opfattes menneskets natur ikke sådan, at det giver plads til nogen positiv udvikling eller vækst. Mennesket ses ikke som havende nogen fri vilje til at svare Gud med og dogmet om arvesyndens fuldstændige nedbrydning af menneskets vilje til det gode, blokere for enhver tale om helliggørelse. I hvert fald hvis denne helliggørelse skal forstås som andet en den hellighed Guds kærlighed låner til mennesket, som mål for Hans kærlighed. At mennesket selv skulle kunne spille en rolle i sin frelse, eller at der overhovedet skulle kunne være tale om, at kristenlivet er andet og mere end vandring på stedet er utænkeligt. Mennesket er en synder – i går, i dag og i morgen og kan kun kaste sig angrende foran sin dommer og håbe på barmhjertighed. Det centrale begreb som denne forkyndelsen vil forklare er retfærdiggørelse; at mennesket gennem Kristus tilgives sin skyld og frikendes – erklæres retfærdigt på trods. Denne fokusering på retfærdiggørelsen har dybe rødder i vores vestlige kristenhed. Den løber som en rød tråd tilbage gennem reformationen og katolicismen, som nok har givet forskellige svar på begrebets indhold og konsekvenser, men alligevel arbejdet indenfor den samme ramme.Vestens kristendomstolkningI vores vestlige kristenhed har vi i lang tid opfattet frelsesdramaet som et retsalsdrama. Fra Tertullian og Augustinus, to jurister der i 3- og 400-tallet leverede den autoritative tolkning af kristendommen, har man i katolicismen og Lutheranismen forstået vores frelse som ”en benådning af en ellers skyldig anklaget i en retssag”. Satan var anklageren der med henvisning til menneskets mange synder, krævede dødsstraf og fortabelse. Gud var den høje dommer som måtte følge loven, hvis ellers retfærdigheden skulle bestå. Men bagved loven viser der sig en større sandhed. En uskyldig kan påtage sig menneskets straf og Kristus, Guds Søn, påtager sig dette offer. For Kristi skyld kan Gud nu både erklære mennesket skyldig som anklaget, men benådet. Set fra menneskets perspektiv foregik hele dette drama udenfor mennesket selv. Gud handlede suverænt og mennesket stod som den passive modtager af et budskab om frelse ved tro. Frelsens hele indhold lå i den tilregnede retfærdighed, som Kristi forsoningsoffer havde skabt for mennesket. Hvad det kristne liv så skulle være begrænsede sig til taknemmelighed. Selvfølgelig skulle man også adlyde Gud, men på grund af arvesynden ville man altid forblive en synder. Dette kan siges at give en meget statisk opfattelse af hvad helliggørelse er for noget.Østens alternativMen dette retsalsdrama er langt fra den eneste legitime forståelse af hvad Guds frelse er. Hos de tidlige østlige kirkefædre finder vi andre forsøg på at forklare hvad Gud har gjort. Her finder man frelsen indsat i et dynamisk og terapeutisk sprog. Synden er her ikke bare skyld (et juridisk begreb), men langt mere en sygdomslignende tilstand, som Kristus er kommet for at helbrede. Det overordnede perspektiv på frelsen handler om nyskabelse. Hos Irenæus, en af de tidligste teologer i kristenheden finder vi en spændende vision om Helliggørelsen. Irenæus kom fra Lilleasien, men virkede det meste af sit liv i Lyon. Hans tolkning af menneskets forhold til Gud tager udgangspunkt i at skabelsesberetningen i 1. Mosebog taler om at mennesket er skabt i Guds billede. Det vil for Irenæus sige at mennesket er skabt til at ligne Gud og til at komme til at ligne Gud. Mennesket bestemmelse var fra begyndelsen at vokse i hellighed, at indgå i en udviklingsproces sammen med Gud. Mennesket var altså skabt til helliggørelse. Syndefaldet var menneskets forsøg på at skyde genvej til kundskab, til at vokse uden Guds vejledning. I Irenæus’ teologi var det hele tiden meningen at Kristus skulle komme som menneskets forløser, og den nye mulighed for helliggørelse han bringer mennesket er bedre end det der tabtes med syndefaldet. Spændingen mellem de to teologiske traditioner fornemmes også i brugen af Det nye Testamente. I vest har skrifterne af Paulus, især Romerbrevet haft central betydning for forkyndelsen. Her er det stærk opmærksomhed på hvordan et menneske retfærdiggøres. I Øst har samme opmærksomhed været på de Johannæiske skrifter, hvor det fornyede menneske, genfødslen og helliggørelsen er i centrum.John WesleyIrenæus og de andre østlige kirkefædres teologi om helliggørelse kom ikke til at få stor indflydelse i den vestlige kristenhed før 1700-tallet, hvor der i England voksede en bevægelse frem, som bl.a. var inspireret af dem. Det drejede sig om metodismen, hvis grundlægger John Wesley (f. 1703) var stærkt inspireret af oldkirkens forkyndelse. John Wesley formulerede sin forkyndelse udfra nåden som det centrale begreb. På samme måde som synden er en uomgængelig del af menneskelivets betingelser, er Guds nåde altid nærværende og virksom. Mennesket er i sig selv belastet af syndens skyld og magt, men nådens nærvær og kraft virker, at mennesket alligevel kan være aktivt søgende og aktivt modtagende i forhold til Gud. Det er ligeledes et resultat af nåden at mennesket kan nå frem til at bekende sig selv som troende. Nåden kommer mennesket i forkøbet og skaber mulighederne for omvendelse, tro, retfærdiggørelse og helliggørelse. Tro er tillid til, at Jesu gerning på jord har afgørende betydning for mig og mit liv. Troen er ikke det samme som intellektuel forståelse, og troen kan ikke nås via fornuften. Alligevel afskriver troen ikke fornuften, men bruger den til at styrke sig med. Troen er tillid, som rodfæstes i hele personligheden og præger hele menneskets liv. Nåden er hos John Wesley ikke bare et ord for Guds velvilje mod mennesket, den er også en aktiv skabende kraft der vil forvandle mennesket, helliggøre det. Nåden er i denne dynamiske forståelse næsten synonym med Helligånden i dette at være Guds skabende nærvær. Nåden kalder og udruster til omvendelse, et ord hvis nytestamentelige forlæg betyder ”at forandre sindelag”. Det handler om den personlige modtagelse af, eller bevidstgørelse om, frelsens virkelighed. Hos John Wesley har denne omvendelse to dimensioner som ikke kan adskilles, men som er forskellige - retfærdiggørelse og genfødsel. I retfærdiggørelsen modtager mennesket en tilregnet retfærdighed i kraft af Jesu forsoningsdød. Der gøres op med synden som skyld. I genfødslen tages der udgangspunkt i Jesu opstandelse. Som Jesus opstår mennesket til et nyt liv i Guds kraft. Det opstår til et liv sammen med Gud for at vokse i hellighed. Der gøres op med synden som magt. Når John Wesley taler om Helliggørelsen er det vigtigt for ham at sætte den ind i helheden af Guds frelsesplan. Set i sin helhed, sådan som den samlede bibelske beretning formidler den til os, er Guds handlen med menneskene et spørgsmål om skabelse og nyskabelse. Gud er fra begyndelsen den der skaber. Han er livgiveren og opretholderen af alt. Gudsbilledligheden i det skabte menneske er for John Wesley, som for Irenæus, hjertet i kristendommen. Religionens store mål er simpelthen at forny menneskets hjerte til at være et billede på Gud. Som der står i Efeserbrevet 4: 23b-24; ”… I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandheden retfærdighed og fromhed”, og i Kolossenserbrevet 3: 9b-10; ”… for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse”.Gennem Det gamle Testamentes historie ser vi Gud på færde i menneskers liv for at fremme livet og for at skabe muligheder for menneskenes fællesskab med ham. Han er engageret og nærværende. Han virker for at dæmme op for ondskaben og synden, for de er livets fjender. Synden har nok lagt det oprindelige fællesskab mellem Gud og mennesker øde, men Gud har ikke overgivet sit menneske og han har ikke opgivet sin kærlighed. Perspektiverne begrænser sig ikke til Guds forhold til den enkelte. I talrige tekster kan vi se Gud vise omsorg for hele skabningen. Han står ved sine skabelsesdrømme, han arbejder for at det igen kan siges som i skabelsesberetningen at ”Gud så at det var godt”. Igennem de love han giver sit folk og den fortælling om hans værk de bærer med sig, lever visionen om en verden og et menneske formet efter de højeste idealer. Gud arbejder for sin plan. Planen afsløres i Kristus. I ham bliver en ny skabning til. Et menneske der sejrer over ondskaben, en Gud der ofrer sig for de uværdige og som kalder alle til efterfølgelse i kærlighed. Den nye skabning er det menneske der gennem tro på Kristus lægger det gamle bag sig og lader sig forvandle, bliver helliggjort og hvis helliggørelse er vejen til forløsning af hele skabningen.Helliggørende nådeIfølge John Wesley gives mennesket i retfærdiggørelsen ved Kristus ikke bare en ny status, men også en ny fødsel. Altså både en relativ og en reel forvandling. Den relative forvandling i retfærdiggørelsen har med relationen til Gud at gøre. Den betyder at vi i Kristus er accepterede af Gud. Den reelle forvandling er begyndelsen på den nye skabning, den helhjertethed som er frelsen mål. Kernepunktet er her at menneskets åndelige sanser vækkes til live. For John Wesley var det klart at et menneske med sine naturlige fem sanser ikke kan erfare Gud, men erfaring er nødvendig når det drejer sig om helliggørelse. John Wesley tror ikke på nogen ”naturlig gudserfaring” eller en hos mennesket ”iboende kundskab” om Gud. I stedet ser han genfødslen som Guds omskabende nåde der trækker sløret fra menneskets øjne, så det med tro kan se Guds værk. Ideen om de åndelige sanser findes både i Bibeltekster der taler om at erfare Gud. Eksempelvis Salme 34: 9; ”Smag og se, at Herren er god” og Matt. 13: 16; ”Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører”. En rækker passager hos østlige kirkefædre inspirere også. Bl.a. hos Clemens af Alexandria, Origenes, Macarios og Ephraim Syreren. Ideen at vi kun gennem en særlig omstændighed kan se Gud er også med i moderne teologers tanker. Rudolf Bultmann skrev: ”To every other eye than the eye of faith the action of God is hidden”. (Kerygma and Myth)Pointen er at genfødsel betyder et nyt syn på livet. Sindet åbnes for åndelige erfaringer der sammen med bibel, tradition og fornuft danner grundlaget for menneskets helliggørelsesproces. Den åndelige erfaring former den som erfarer. Et møde med Gud er ikke bare en oplevelse, det er altid et møde med konsekvenser. En sand religiøs oplevelse skaber forvandling i mennesket. Eller som Martin Buber har sagt det: ”Knowing transforms the knower”. John Wesley så meget kritisk på åndelige oplevelser der ikke ledte til forvandling af den der oplevede. Man må kende træet på dets frugter. Åndelige erfaringer er ikke forbeholdt en religiøs elite, men er en åben invitation til enhver om at tage del i genskabningen af Guds billede i mennesket. Dette gudsbillede omtales, igen hos østens kirkefædre, som et spejl. Menneskets opgave er at spejle Gud i skabningen. Denne forståelse af gudsbilledet har den fordel at den ikke identificere gudsbilledet som noget i mennesket selv, såsom fornuft eller samvittighed. Et spejl reflekterer noget udenfor det selv. Når menneskets gudsbillede genskabes i helliggørelsen betyder det derfor at mennesket igen begynder at genspejle Guds væsen, som er kærlighed. Denne betydning ser John Wesley i ordene fra Peters Første Brevs 1. kapitel om at de kristne skal få del i guddommelig natur.Mål og mening med kristenlivet.Kristenlivet drejer sig om tiltagende erkendelse af syndens magt, som en iboende og negativ faktor, men samtidig som en tiltagende oplevelse af, at Guds kærlighed får tag i tanker, ord og handlinger. Målet for dette liv i helliggørelse kan beskrives som Kristuslighed, eller efterfølgelse. Kristus er meningen og målet med kristenlivet. Den hellighed de kristne skal leve, kan kun eksistere i et engageret liv. Næsten og forholdet til hele skabningen er centrale i forståelsen af helligheden. John Wesley sagde at der ikke er nogen hellighed uden social hellighed. Dvs. uden at helligheden viser sig i forholdet til andre. Helliggørelse er personlig, men ikke privat. Det overordnede frelsesperspektiv handler om hele verdens restituering, og meningen med et liv som kristen er at leve med kærligheden som målstok i alle forhold. Derfor kan der aldrig blive tale om en helliggørelse der leder mennesket væk fra verden. Verden er netop det rum hvori helliggørelsen finder sted. Social ansvarstagen og politisk engagement kan ligge i umiddelbar forlængelse af helliggørelse. Det kristne fællesskab og fællesskabet med hele Guds skabning er afgørende for den kristnes fortsatte vækst i hellighed, dvs. i at realisere gudsbilledet.Kilder:Om teologien i øst og vest:J. L. Gonzàlez: ”Christian Thought Revisited” Orbis Books 1999Om Irenæus:Irenæus: ”Mod kætterne”. Indledning af Anders-Kristian Jacobsen. Anis 1999.Om Wesleyansk teologi:Th. Runyon ”The New Creation”. Abingdon Press 1998Th. A. Langford ”Practical Divinity”. Abingdon Press 1983