Frikirker af mange slags

Her følger en artikel om frikirker i Danmark som jeg skrev til kritisk.dk i februar. Artiklen kommer muligvis også i det næste nummer af Den Nye Dialog.IndledningDenne artikel er et forsøg på at give noget almen information om frikirkerne i Danmark, deres historie, traditioner, opbygning, lære og praksis. Baggrunden er at de fleste danskere der kommer i kontakt med en frikirke véd meget lidt om frikirker og derfor risikerer at falde i en af to grøfter. Enten ved at være overdrevent mistænksomme og skeptiske overfor alt andet end den kirke man kender bedst, Folkekirken, eller ved at, pga. manglende kendskab til baggrunden, naivt følge enkeltpersoner, der måske slet ikke er repræsentative for frikirkerne selv.Ved siden af de her beskrevne frikirker skal man huske at der også findes et voksende antal frie menigheder og bevægelser med rødder i det lutherske. Det vil sige valgmenigheder, Evangelisk Lutherske frimenigheder, Oase bevægelsen m.m.Lidt historieSelve ordet frikirke giver kun mening i nogle få af verdens lande, nemlig den håndfuld lande hvor man stadig har, eller indtil for nylig har haft, en slags statskirke, dvs. lande som Norge, Sverige, Danmark og Tyskland. I resten af verden er det meningsløst at tale om frikirker, da alle kirker står frit i forhold til staten og derfor er frie.I Danmark opstår begrebet med indførelsen af grundloven af 1849, hvor Danmark får religionsfrihed og borgerne derfor lovligt kan organisere kirkesamfund udenfor Folkekirken. De første frikirker var Baptistmenigheder og Metodistkirken og snart kom Missionsforbundet og Frelsens Hær til. Man kan sige at disse udgør de oprindelige eller klassiske frikirker i Danmark. Til dette skal dog lægges at Reformerte Huguenotter fra Frankrig i to omgange omkring år 1700 fik kongens tilladelse til at bosætte sig og bygge kirker i henholdsvis København og Fredericia. Kort tid efter år 1900 opstår pinsevækkelsen i USA, som da den kommer til Danmark, leder til dannelsen af to frikirker; Pinsebevægelsen og Apostolsk Kirke, til dels som udbrydergrupper fra de klassiske frikirker. I store træk udgjorde disse kirker frikirkerne de næste mange år og de fire oprindelige kirker etablerede efterhånden et samarbejde overfor staten gennem Frikirkerådet. Et samarbejde som Pinsekirker og Apostolsk Kirke, ligesom enkelte af de nyere selvstændige menigheder efterhånden tilsluttede sig. Ved siden af disse kirker opstod ved mission fra USA også Adventistkirken fra omkring 1877. Dette samfund profilerede fra begyndelsen sig stærkt som den eneste sande kristne kirke med en række sekteriske træk. I nyere tid har Adventistkirken profileret sig som en frikirke på linie med de andre, om der er tale om en virkelig forandring er svært at vurdere, men udviklingen er positiv. Flere gange, begyndende i 70-erne, var der positive samtaler mellem Frikirkerådet og Adventistkirken. Udenfor rammen af det man kan kalde kristne kirker opstod der også to bevægelser der nok havde udgangspunkt i det kristne univers, men som med deres ekstra bibel (Mormons Bog) eller kontroversielle ledelse (Vagttårnsselskabet) og særlige bibeltolkning ikke kan regnes for at høre med til det kristne univers, nemlig Mormonkirken og Jehovas Vidner.Fra 1980-erne voksede en ny bølge af frikirkemenigheder frem. Disse var ikke bundet sammen i nogen fælles landsdækkende organisation, men båret af lokale initiativer og ofte karismatiske ledere. Deres udgangspunkt var og er forskellige bølger af inspiration som primært havde udgangspunkt i USA. Nogle af dem er stærkt karismatiske, nogle bygger på bestemte vækkelsesbølger og andre på en bestemt kirkefilosofi, eksempelvis husmenigheder. En gruppe af disse kirker er, eller har været, præget af den såkaldte fremgangsteologi, hvor troen betyder materiel fremgang. Denne lære accepteres ikke i de ældre frikirker og heller ikke i hovedparten af de nyere frikirker. For nogle få år siden organiserede en hel del af de nyere fritstående menigheder, sammen med pinsekirker og Apostolsk Kirke, sig i frikirkenet. Pga. frikirkenets betoning af et bestemt kirkesyn (selvstændige menigheder, ingen central ledelse) og voksendåb står Metodistkirken, Baptistkirken og Missionsforbundet udenfor dette samarbejde.Frikirkerådet besluttede ved oprettelsen af Danske Kirkers Råd, et samarbejde mellem både frikirker, Katolsk Kirke og Folkekirken, at nedlægge sig selv til fordel for dette bredere samarbejde.Den katolske kirke udgør på en måde også en frikirke i Danmark, men regnes pga. sin særlige historie ikke rigtig med til frikirkerne. Indtil reformationen var Danmark et katolsk land. Den Katolske Kirke kom tilbage til landet igen efter grundloven af 1849 og findes i dag som en mindretalskirke i mange byer.Frikirke kontra Statskirke/FolkekirkeEt grundlæggende fællestræk ved frikirker er deres afvisning af statslig indblanding i religiøse forhold. Efter reformationen i 1500-tallet var kirkerne i de berørte lande ikke længere underlagt pavens myndighed, i stedet blev det kongen, og senere staten, der i hvert land, også i Danmark, sad inde med magten i kirken. Kongen forlangte af sine undersåtter at de tilhørte sammen tro, samme kirke. Det nationale og det trosmæssige blev på den måde sammenblandet. Denne sammenblanding bestod i Danmark ved lov indtil den føromtalte grundlov af 1849, og lever på en måde videre, dels i Folkekirkens privilegerede stilling i dagens samfund, dels i at folketinget (staten) er den Lutherske Kirkes egentlige ledelse og dronningen det formelle overhoved.Frikirkerne der imod, ser på religionen som et personligt spørgsmål, noget den enkelte skal afgøre for sig selv. Mennesker må tage ansvar for deres tro og sammen skabe de kirker og organisationer som de oplever Gud leder dem til. Det Nye Testamentes forskellige udsagn og retningslinier skal, sammen med kirkens egen beslutning, være rammerne om kirkens liv og opbygning. Dybest set er det for frikirkefolk Gud selv der, ved Helligånden, leder kirken. Netop derfor virker det højest mærkværdigt for dem, at Folkekirken acceptere en ledelse (folketinget) der ikke er forpligtet til at spørge efter Guds vilje, endsige være troende selv.Samarbejdet mellem kirkerne i Danmark har haft svære kår. Bl.a. fordi Folkekirken har haft svært ved at definere hvem der kan repræsentere folkekirken overfor andre kirker og samtidig ikke har oplevet noget behov for at samarbejde. Internationalt foregår der meget i retning af tættere samarbejde mellem kirker, men det er kun i ringe grad slået igennem i Danmark. I dag sker der dog en forsigtig tilnærmelse på visse fronter, måske fordi Folkekirken er begyndt at indse sine egne problemer med svag opslutning til søndagens gudstjeneste. Ny statistik siger at 27 % (Kilde: Frikirkenet) af dem der en given søndag går i kirke, vælger en gudstjeneste udenfor Folkekirken og det på trods af at kun ca. 4 % (medregner Den Katolske Kirke) af befolkningen er medlemmer af en sådan kirke.En anden måde at anskue forskellene mellem statskirke og frikirke er at se dem som produkter af forskellige historier. Folkekirkens baggrund i enevældet og dens karakter af statsinstitution, betyder at den er optaget af at bevare en, set fra Folkekirkens side, gunstig situation. Dens fokus er at fortælle hvad Gud gør og dens succeskriterium er opretholdelse af institutionen i samfundet. Den behøver som skattefinansieret, og lovmæssigt sikret, del af det offentlige ikke bekymre sig om sin umiddelbare popularitet. Faren ved dette er naturligvis at Folkekirken fremmedgør sig fra en befolkning der har svært ved at se relevansen for deres liv i de stivnede former.Frikirkerne der imod, findes kun hvis der er mennesker som tilslutter sig fællesskabet og som følger forkyndelsen, som derfor også har sit fokus på hvad vi som mennesker skal gøre med Guds tiltale. Succeskriteriet kan derfor meget let blive hvor mange der bliver medlemmer af menighederne og hvis dette succeskriterium forfølges uden hensyn til det enkelte menneske kan det udarte i åndelige overgreb.Kirkestruktur og ledelseOrganisatorisk kan man tale om to grundlæggende filosofier indenfor synet på kirkernes opbygning. Central ledelse og selvstændig menighedsledelse. Central ledelse betyder at kirken har en ledelse der står over de enkelte menigheder. Hver lokal kirke er bundet sammen med de andre i et forpligtende samarbejde der gør det muligt at vælge en ledelse og tale med én stemme. Dette samarbejde betyder at menighederne inden for ét kirkesamfund præges med fælles traditioner og værdier og der findes et udbygget system af tilsyn med forholdene i de lokale kirker. Ledelsen kan bestå af en biskop, en gruppe af præster, en landsledelse eller kombinationer af disse. Ledelsen kan enten være valgt eller udpeget, eller lidt af begge dele. Præsterne i sådanne kirker gennemgår en formel godkendelsesproces og har, for Metodistkirken og Den Katolske Kirkes vedkommende, historisk set haft et højt uddannelsesniveau. Af de danske frikirker har Metodistkirken, Den Katolske Kirke Adventistkirken og til dels Apostolsk Kirke og Frelsens Hær forskellige former for central ledelse. Den Katolske Kirke har en udpeget biskop, Metodistkirken har en valgt biskop og landsledelse, Apostolsk Kirke, Adventistkirken og Frelsens Hær har også central ledelse.Selvstændig menighedsledelse betyder at den enkelte menighed er principielt selvstændig i alle sine forhold. Kirkesamfundene i denne tradition har ofte etableret nationale råd og bestyrelser, men de har ikke kompetence til at blande sig i lokale forhold. Pinsekirken, Missionsforbundet, Baptistkirken og alle de nyere selvstændige menigheder, har denne organisationsstruktur.De klassiske frikirker adskiller sig på en række områder fra de nyere frikirker. I relation til debatten om frikirker kontrak sekter kan det nævnes at de har mere ordnede forhold når det gælder medlemsindflydelse og åbne beslutningsprocesser og at deres præster og ledere står til ansvar for deres tjeneste overfor fællesskabet. Dette betyder ikke at der aldrig sker noget forkert i klassiske frikirker, men der er indbyggede systemer for tilsyn og ansvarlighed.Internationale og lokaleEn række af frikirkerne har, bl.a. i kraft af deres oprindelse i USA, England, Sverige eller andre lande, veludbyggede internationale netværk. Disse kan have form af uformelle kontakter med og inspiration fra ligesindede kristne i andre lande, eller bestå af organisatoriske og bindende strukturer der udgør en enhed på tværs af grænser. Metodistkirken, Adventistkirken og Den Katolske Kirke er globale kirker, hvor de danske afdelinger indgår i forpligtende forening med verdenskirker. Af disse er Den Katolske Kirke naturligvis den største med omkring 1 milliard medlemmer på verdensplan. Verdens metodistbefolkning udgør omkring 70-80 millioner, hvilket svarer nogenlunde til det verdens vide antal af lutherske kristne. Adventisterne opgiver at de er ca. 14 millioner på verdensplan.Baptistkirken på verdensplan opgives til at have ca. 36 millioner tilhængere. Pinsebevægelsen har længe været hurtigt voksende, især i den 3. verden. I dag kender ingen der præcise tal, men det kan være mellem 100 og 150 millioner medlemmer. Missionsforbundet er som kirkesamfund et rent nordisk fænomen med ca. 100.000 medlemmer. For mange af disse frikirker er det derfor en unik dansk situation at være marginaliseret og set på med mistænksomhed. Danske kirkeforhold og danskernes generelle uvane med at der er andre kirker end statskirken, er et meget lokalt fænomen.Frikirkerne har med deres forandringsparathed og ofte veludbyggede internationale netværk ofte været foregangsmænd på en række kirkelige og sociale områder. Det var frikirkerne der startede afholdsbevægelserne til bekæmpelse af alkoholmisbrug, det var frikirkerne der startede de første søndagsskoler for børn. Det var frikirkerne der gik i spidsen for socialt arbejde blandt fattige og udstødte længe før velfærdsstaten overtog ansvaret. Det var frikirkerne der bragte den moderne musik ind i kirkerummet og fornyede gudstjenesten, det har været frikirkerne der har presset på for at skabe et tværkirkeligt samarbejde mellem kirkerne og det er bl.a. frikirkerne der på forskellig vis forsøger at vække danskerne til at tage vare på den tro der har formet vores land gennem 1000 år.Liv og læreEn række forskellige spørgsmål kan siges at samle og dele frikirkerne efter forskellige linier. Spørgsmålet om dåben var i mange år et hovedspørgsmål. Baptistkirken, Apostolsk Kirke, Pinsekirken, Adventistkirken og hovedparten af de nye selvstændige menigheder praktiserer voksendåb. Metodistkirken og Den Katolske Kirke er barnedøbende. Missionsforbundet er overvejende voksendøbende, men afviser ikke barnedåb.Gudstjenesten er generelt mere livlig og mindre formel i frikirker end tilfældet er i Folkekirkens Højmesse. Der er stor åbenhed for moderne udtryksformer indenfor musik, drama og gudstjenestedeltagernes spontane bidrag. De fleste kirkefremmede oplever frikirkernes gudstjenester som mere vedkommende og afslappede end det de kender fra Folkekirken. På dette felt er variationerne mellem frikirkerne mange, men de findes ikke nødvendigvis så meget mellem forskellige kirker, som mellem individuelle menigheder. Dog vil man nok opleve at Metodistkirkens gudstjenester har flere lighedspunkter med Folkekirkens end tilfældet er med de fleste andre frikirkers og de karismatiske kirkers gudstjenester er de ”vildeste” med tungetale, folk der falder om på gulvet og korte lovsange der gentages mange gange.Den Katolske Kirke danner med hensyn til gudstjenesten helt sin egen kategori, med stor højtidelighed, lange nedskrevne bønner og ritualer og med røgelse og symboler.Bortset fra Den Katolske Kirke er alle frikirkerne protestantiske kirker, dvs. de tilslutter sig reformationens lære om menneskets frelse gennem tro på Kristus, som gennem sin lidelse, død og opstandelse afstedkom en grundlæggende ny relation mellem Gud og mennesker. Mennesket kan ikke frelse sig selv, men må sætte sin lid til Guds kærlighed og nåde. Denne grundlæggende forståelse af troens kerne er alle enig om. (I øvrigt er det i dag også den Katolske Kirkes lære). Når det gælder i hvor høj grad de forskellige kirker har en klart formuleret lære om hele den kristne tro, er der igen store forskelle mellem kirkerne. De kirker der har en stærk central opbygning, har oftest også den mest gennemarbejdede officielle lære, hvilket er nyttigt i mødet med forskellige ekstreme tendenser såsom herlighedsteologien (fremgangsteologien). De kirker der består af selvstændige menigheder, hvor teologien måske ikke er så gennemarbejdet, kan lettere løbes over ende af karismatiske personligheder.Når det kommer til den udvidede tolkning af budskabets betydning, bygger kirkerne på forskellige teologiske traditioner som der ikke kan redegøres for indenfor rammerne af denne artikel, men læseren kan bruge følgende som vejledning til fordybelse, eksempelvis på Internettet. Metodistkirken, Frelsens Hær, Pinsekirken og Apostolsk Kirke har rødder i den wesleyanske tradition - opkaldt efter englænderen John Wesley der levede i 1700-tallet. Missionsforbundet og Baptistkirken kan i en vis grad kaldes calvinske, efter den Schweiziske reformator John Calvin (1500-tallet).Nyere tendenserAf større betydning for frikirkerne end disse kirkehistoriske kilder, er deres grundholdning til kirkens centrale formål, nemlig forkyndelse af budskabet, især overfor mennesker der ikke kender Gud. Mission og evangelisation er hjerteblodet i kirkernes selvforståelse. Kirken er til for at være Guds værktøj i verden, så verden kan lære Gud at kende. Derfor vil frikirkefolk oftest være villige til at skabe nye gudstjenesteformer og arbejdsmetoder så de passer til den konkrete situation, hvis de tror det vil gavne effekten af forkyndelsen. Derfor betyder impulser fra forskellige kirkevækstmetoder og succeshistorier fra amerikanske megakirker meget i disse år. Denne stadige afprøvning af nye metoder kan ses som noget af baggrunden for de mange forskellige lokale selvstændige menigheder der er vokset frem gennem de sidste 20 år.Et relativt nyt fænomen i Danmark er at folk i frikirkerne interesserer sig mere og mere for kristen meditation og fordybelse. Med kraftig inspiration fra oldkirken, søger kristne fra næsten alle kirker stilhed, bøn og personlig åndelig vejledning på retræter og pilgrimsvandringer.Den mest markante udvikling de senere år har dog været det store antal indvandrekirker der er vokset frem. Disse kan være internationale kirker, der har stærke karismatiske træk, eller kirker der samler indvandrere fra et bestemt land eller sprogområde, eksempelvis Ghana eller Vietnam.AfslutningFrikirkerne har over 150 års historie i Danmark. De udgør mere end en fjerdedel af de gudstjenesteaktive danskere, de har givet væsentlige bidrag til kirke- og samfundslivet i Danmark og de repræsenterer bevægelser med tråde til hele verdens kirkelighed. Frikirkerne er forskellige på en række punkter og de deler mange fælles værdier og holdninger. Pga. deres ringe størrelse og fordi Folkekirken, medierne og det officielle Danmark har svært ved at forholde sig til dem, lever de en meget anonym tilværelse, undtaget når der er en skandale at skrive om.